Få 3 fifs mod skriveblokade | Undgå blokeringer i skriveprocessen

Signe Redvard Frandsen

Bliv klogere på, hvad en skriveblokade er, hvorfor den opstår, og hvordan du kan komme videre. Få Det Litterære Værksteds råd lige her.

3 førstehjælpstips til begyndende skriveblokade

Hold rutinen – Når det bliver svært, kan vi have tendens til at slække på rutinen. Er der nogen grund til at sidde og stirre på skærmen i 2 timer, hvis jeg alligevel ikke får skrevet? Ja! Hold ud og hold rutinen, ellers bliver det bare endnu sværere at finde tilbage igen. Og husk at give dig selv en belønning bagefter, for du er for sej!

Skriv af – Okay, så dine egne ord leger gemmeleg, men andre har heldigvis sat ord sammen før dig. Udvælg en bog af en af dine yndlingsforfattere, find et godt afsnit og begynd at skrive af. Ord for ord. Selve fornemmelsen af at skrive; at få ord gennem hovedet og ud gennem fingrene, kan faktisk gøre en forskel. Prøv det! 

Ud at gå i den friske luft – Et rigtigt mor-råd, det ved vi godt, men det virker. Få gang i kroppen, mærk jordforbindelsen og få ilt til hjernen. Har du en skov, en park eller et grønt område i nærheden, er det helt perfekt. Naturen stimulerer os og får os til at falde til ro, og det kan løsne op for blokeringer. 

Skriveblokade

Det er de færreste skrivende mennesker, som ikke har prøvet at gå midlertidigt i stå. Det er ikke jordens undergang; måske har du brug for lige at summe over, hvilken retning din historie skal videre i, måske er der en karakter, der driller – eller måske skal du bare lige have et break for at kunne se på din tekst igen med friske øjne. 

No biggie. 

Pauser er en helt naturlig del af din skriveproces, men hvad nu, hvis pausen trækker ud og bliver til en regulær blokering? Hvad er det, der sker, og hvordan forholder man sig til det?

I dette indlæg ser vi nærmere på, hvad sådan en skriveblokade eventuelt kan handle om – og giver dig et par fifs til, hvordan du forholder dig og får brudt barrikaden ned igen.

Identificer din blokering

Som med mange andre ubehageligheder, kan det faktisk hjælpe at forsøge at pille problemet fra hinanden og se nærmere på de enkelte dele – og give dem svar på tiltale.   

Din skriveblokade kan nemlig handle om mange ting, men der er især 5 hovedsyndere, som har det med at gå igen for de fleste og i forskellige variationer og kombinationer.  

  1. Perfektionisme.
    Tanken om, at det hele skal være helt perfekt fra start af. Husk, at ingen forfatter nogensinde har skrevet noget som helst i et enkelt 1. draft. Det fantastiske ved ord er, at du altid kan flytte rundt på dem igen.  
  2. Selvbevidsthed.
    Hvad vil andre tænke om det, jeg skriver? Prøv så vidt muligt at glemme alt om det. Skriv for dig selv. Undgå evt. at fortælle nogen, at du skriver, så det bare er en hemmelighed, du har sammen med… dig. 
  3. Fiaskofrygten.
    Man kan blive så bange, at man aldrig kommer i gang. Sænk dine ambitioner. Prøv at aftale med dig selv, at du er en megasucces alene, fordi du rent faktisk har fået skrevet 4 linjer! Hurra for dig! 
  4. Angsten for dybet.
    Hvad kommer ud af mig, når jeg først begynder at skrive? Ind imellem får man hul til nogle overraskende og måske dystre, voldsomme og mørke sider. Vær bevidst om, at det at opleve stærke følelser ofte er en del af det at begynde at skrive og dykke ned i underbevidstheden. Du er altså helt normal! Brug det i stedet for at blokere for det.  
  5. Den indre kritiker.
    Stemmen, der fortæller dig, at du skal bruge tiden på ”noget fornuftigt”. Tænk dig om. Lever du ikke overvejende et ret fornuftig liv? Og er det så ufornuftigt at bruge tiden på noget, der gør dig glad og udvikler dig sprogligt og kreativt? Nope.  

Gå i dialog med den kritiske stemme

Stort set alle årsager til at ramle ind i en blokering handler i en eller anden udstrækning om ikke at være god nok. Eller rettere sagt: forestillingen om ikke at være god nok. Mange af os har en kritisk stemme, der kan bryde igennem selv de kraftigste noise cancelling-høretelefoner, og som er ivrig efter at fortælle os, at de 8 sætninger, vi lige har skrevet, er det argeste møg. At de vil grine ad os på det forlag, vi så gerne ville udgives på, inden de sender afslaget med et ”Hvad tror du selv?!” som eneste ordlyd. 

Det er både ulideligt og umuligt at arbejde på den måde. Samtidig kan det være uhyre vanskeligt at lukke ned for den kritiske røst, så what to do? Et bud kan være at gå i dialog med den og at anerkende dens tilstedeværelse og værdi. Det kritiske blik på egne tekster bør ikke undervurderes. Det skal du bruge i redigeringsfasen; når du gennemskriver og dræber dine darlings, når du skærper dit sprog og din fortælling. 

Så prøv om ikke, du kan parkere den kritiske stemme til senere. Lov den, at den nok skal få lov at komme med sine indvendinger og røde streger, men lad den forstå, at du altså lige skal have lov til at skrive noget, før den kan rette i det.   

Undgå at miste modet

At være ramt af skriveblokade er dybt frustrerende og kan lynhurtigt underminere din tiltro til egne evner og talent, for hvorfor kan du pludselig ikke længere sætte to ord sammen uden at ødelægge dem begge? Hvor er alle dine fantastiske idéer løbet hen, og var du nogensinde noget værd som forfatter?

Det er vigtigt, at du holder fast i, at du IKKE har mistet alle dine talenter over night, og at der findes en vej gennem miseren. Genlæs noget, du har skrevet tidligere, og som du er rigtigt glad for. Det, du kunne her, kan du stadigvæk. 

Og så hold fast i, at du er helt normal. Alle bliver ramt af perfektionisme og frygt for at fejle, men hvis du kan gennemskue dine blokeringer, har de sværere ved at holde stand. Du skal nok komme i gang igen. 

Du er faktisk godt på vej.

Hurra for dig!