Fifs til den gode dialog

At skrive dialog

Dialoger. Vi har dem hele tiden med hinanden i vores hverdag. Her kalder vi dem samtaler, og med meget stor sandsynlighed taler dine karakterer også sammen i den fortælling, du er ved at skrive. De har dialoger, som kan tjene en masse forskellige formål, og som er med til at bære historien fremad og præsentere nye sider af dine karakterer.

Når nu de fleste af os er rimeligt gode til at føre en helt almindelig samtale, så kunne man jo fristes til at tro, at det dér med at skrive (god) dialog, det må give sig selv. Vi kender jo mekanismen, og så er det vel bare om at få det ned på papir – eller overføre det til dokumentet i computeren.

Men ak og ve. For når det kommer til at udfærdige skønlitterær dialog, så bliver det hele lidt mere tricky.

I denne artikel introducerer vi den særlige kunst at skrive god dialog i en skønlitterær tekst. Det gør vi med nogle fifs til, hvad sådan en dialog med fordel kan indeholde, hvad du bør overveje – og hvad du helst skal undgå. Det kan måske tjene som en slags huskeliste eller værktøjskasse, når du sidder og maser med at skrive en fængende dialog. 

Karakter og troværdighed

Det manuskript, du sidder og arbejder på, kan indeholde mange forskelligartede stemmer og synsvinkler, og du kan derudover have en mere eller mindre markant fortællerstemme. Når du skriver dialog, skriver du nogle helt særlige stemmer frem – nemlig de stemmer, der kommer ud af munden på dine karakterer, når de taler sammen. Det betyder først og fremmest, at vi skal tro på, at det, der bliver sagt, er noget, en given karakter ville sige. Og ville sige i den givne situation.

Denne troværdighedsdel kan deles op i 2 kategorier:

1. Hvad ville min karakter sige her?
2. Hvordan ville min karakter sige det?

Hvis vi starter med nummer 2, er der en række spørgsmål, du kan stille dig selv for at finde ud af, hvordan din karakter taler. Ofte vil det hænge sammen med faktorer som:

• Alder
• Køn
• Professionel status
• Intellekt
• Arv & miljø

Det er den slags overvejelser, som kan hjælpe dig henimod en tone og en stemning, som kan fremstå troværdig for netop denne karakter på dette tidspunkt i din fortælling.

Og så er der det med selve indholdet. Hvad ville min karakter sige i denne her specifikke situation? Her giver det mening at overveje, hvilke karaktertræk der særligt gør sig gældende for din karakter. Er vedkommende typen, der altid siger tingene ligeud? Eller måske typen, som kommer til at fortælle en løgn, hvis vedkommende er presset/bange/opstemt eller noget helt fjerde? Måske ville din karakter slet ikke sige noget i den givne situation – det er også altid en mulighed.

Stilisme – den naturlige dialog

Vi vil alle gerne skrive en dialog, der fremstår så naturlig og så realistisk som muligt. I vores iver efter at være autentiske, kan vi dog komme til at gøre det stik modsatte. Men hvordan hænger det nu sammen?

En autentisk samtale mellem to mennesker er typisk en temmelig ustruktureret størrelse. Vi springer rundt i øst og vest og glemmer måske undervejs, hvad det egentligt var, vi startede ud med at være så optagede af. Vi kan også bruge meget tid på at pleje relationen ved enten at bruge en række klassiske høflighedsfraser eller ved at hælde verbal smørelse på den hyggelige stemning. 

Den skønlitterære dialog har slet ikke i samme grad behov for indledninger og omgangsformer (med mindre det er en specifik pointe). Faktisk kan en dialog, der forsøger at gengive en på den måde ”autentisk” samtale ende med at virke træg og tung og klodset.

På mange måder er den litterære dialog nemlig et koncentrat. Her siges kun det allervigtigste. Det betyder ikke, at samtalen nødvendigvis skal være fyldt med indholdstunge udsagn. Tværtimod! En lille replik, som ”Hvis du synes” placeret på rette sted og rette tid kan sige alverden om både situation, relation og karakter.

En litterær dialog, som virker, er ofte en voldsom stiliseret udgave af en ”naturlig” samtale. Det skal din læser selvfølgelig ikke lægge mærke til – og det er her, (dialog)kunsten ligger.

Udnyt den latente konflikt

Vi har nu set lidt på, hvad der kan være med til at skabe en troværdig og naturlig dialog. At det er vigtigt at tage højde for karakterernes personlighed og baggrund samt forholdene i en given situation. Og at det naturlige ikke nødvendigvis kommer fra den autentiske gengivelse af de samtaler, vi har med hinanden i den virkelige verden.

En sidste ting, vi lige vil runde i denne artikel, er den latente konflikt. Uanset, hvor feel good en historie, du gerne vil fortælle, så kommer du ikke uden om konflikter og modstand, hvis du skal holde din fortælling spændende og i relativ fremdrift. Dette konfliktmateriale kan du med fordel også indtænke i dit arbejde med dialogen.

Det betyder ikke, at alle dine dialoger skal være vilde skænderier, men at der kan lure en konflikt under overfladen i de fleste samtaler – også selvom de fremstår nok så uskyldige.

”Glemte du at købe mælk i går?” er jo ikke en kæmpe sviner, men vi fornemmer, at skænderiet ikke er langt væk, hvis ikke karaktererne passer på. Udnyt det! Den sitrende tone af latent konflikt kan virkeligt sætte skub i din dialog og sætte en krog i din læser, hvis du doserer det rigtigt.

Et afsluttende eksempel

En forfatter, der mestrer den enkle, men samtidigt konfliktladede dialog til perfektion, er nordmanden Erland Loe. I den frygteligt morsomme ”Stille dage i Mixing Part” (2009) har ægteparret Nina og Bror Telemann lejet et feriehus i den tyske by Garmisch-Partenkirchen, som deres værtsfamilie har ladet Google oversætte til Mixing Part Churches – eller bare Mixing Part.

Nedenstående dialoguddrag fra starten af bogen er et eminent eksempel på en komprimeret, underspillet og konfliktladet dialog:

• Købte du rødvin?
• Den står på køkkenbordet.
• Jamen, søde ven, det er jo en tysk vin.
• Jeg bryder mig ikke om, at du kalder mig søde ven.
• Jeg troede, vi var glade for hinanden.
• Ja, ja.

I den ganske korte replikudveksling får vi udfoldet meget mere end blot det konkrete indhold. Det er underteksten i dialogen, det som dirrer mellem linjerne, der f.eks. fortæller os, at de to karakterers indbyrdes forhold er mere end almindeligt anstrengt. Det let nedladende ”Jamen, søde ven” og det bevidst indifferente ”Ja, ja.” siger det hele uden at overlæsse eller overfortælle.

”Stille dage i Mixing Part” er spækket med koncis og funklende passiv aggressiv dialog og kan anbefales til alle, der trænger til inspiration i den retning.

Og husk: Troværdighed, naturlighed – og bare en snert af katastrofe. Det er gode steder at starte med den gode dialog.